- Grith Bech-Nielsen
- 2. juni 2017
Bæredygtig Business
Den 15. maj afholdt vi inspirationsmøde i projektet om Grøn omstilling gennem deleøkonomiske og bæredygtige forretningsmodeller - i daglig tale kaldet Bæredygtig Business.
Fokus var på grøn omstilling og cirkulær tankegang i byggeriet og med sig hjem fik de 26 deltagere viden og inspiration til at udvikle nye tværfaglige og virksomhedstilpassede rådgiverydelser, der kan understøtte en cirkulær og bæredygtig økonomi i byggeriet.
På arrangementet introducerede vi en række af de udfordringer og muligheder, som byggebranchen står overfor i et cirkulært perspektiv, fx:
- Udfordringer omkring bygge- og anlægsaffaldet, når det skal være mere cirkulært.
- Hvordan kan fokus på ressourcer inden for nybyggeri og renovering skabe større miljømæssig, kulturel og økonomisk værdi.
- Udvikling af cirkulær æstetik i detaljen.
- Opførelse af almene boliger, hvor 90% af byggematerialerne skal kunne skilles ad.
Vi sluttede dagen af med at præsentere erfaringer fra projektet Bæredygtig Business – et projekt der har fokuseret på, hvordan rådgivere kan arbejde med at udvide deres grønne ydelser gennem nye netværksbaserede partnerskaber og forretningsmodeller.